Nye velfærdsperspektiver for millioner af måltider i Norden

25-02-2014

Nyt nordisk initiativ vil finde en fælles ramme for det offentlige fødevareindkøb i Norden.

I sidste måned mødtes en række nordiske eksperter indenfor det offentlige fødevareindkøb og bespisning til en workshop i Malmø. Hurtigt stod det klart for dem, at de fælles kan danne en ramme, der kan gavne de nationale indsatser for fødevareudbud og udnytte de samfundsmæssige potentialer i at tilrettelægge fremtidens fødevareindkøb på nye måder. Det vil give et helt nyt nordisk velfærdsperspektiv på området.

Potentialet er stort og området er omfattende. Hvert land i Norden serverer mellem 800.000 og 1.000.000 offentlige måltider om dagen. Det er en fælles udfordring at finde en bæredygtig og fornuftig løsning på den store opgave.

Emil Blauert kalder de offentlige fødevareudbud for en af de hidtil mest oversete velfærdsmotorer der vedrører Nordens fødevarer og madkultur. Han er erfaren aktør indenfor nordisk mad og en af initiativtagerne til Malmø-mødet om smarte og bæredygtige indkøb af mad til det offentlige i hele Norden.

Millioner af måltider hver dag

-Alene i Finland er der tale om mange arbejdspladser i 22.000 offentlige køkkener, og 440 millioner måltider om året for en beløbsramme i dag på 350 millioner Euro til indkøb af mad og råvarer. I Danmark serveres der 800.000 daglige offentlige måltider. Vi står overfor en forandringsmotor når det gælder kvalitet og sundhed, og drejer vi bare en lille smule på knapperne, så kan det udløse store forandringer i samfundet såsom flere lokale arbejdspladser, sundere måltider og et mere bæredygtigt forbrug. Området omfatter de offentlige institutioner, kommunerne, regeringerne, ja, Norden og EU.

-Vi har alle den samme udfordring om hvordan vi strukturelt, økonomisk, bæredygtigt kan fremstille lokale rå- og fødevarer, få dem kvalitativt bearbejdet og serveret. Hver institution, hver by og hver kommune har de samme arbejdsbetingelser og udfordringer der ligner hinanden, men vi arbejder ikke struktureret sammen om at overføre de bedste erfaringer til hinanden til de enkeltes landes fordele i dag, men det kan vi gøre i fremtiden. Flere tusinde forsøger hver dag at løse de samme opgaver, og vi skal finde en bæredygtig model de kan bruge, en inspirator de kan trække på og et fællesskab de kan drage nytte af, siger Emil Blauert.

På workshoppen i Malmø var der en opløftet stemning. Det var kompetente mennesker som viste at de både var visionære og passionerede på nordisk niveau og gerne bidrager til udfordringen om at identificere best practice og en effektivisering uden at gå på kompromis med de lokale råvarer og de mange lokale arbejdspladser bag de offentlige måltider på tværs af grænser.

Finland i front

-Finland er foregangslandet når det gælder at tilrettelægge en bæredygtig national strategi for offentlige måltider og indkøb. Finland er fem til ti år foran de øvrige, og det skyldes at de har været ekstremt dygtige til at tilrettelægge den politiske proces. For det her involverer en bred politik der omfatter det sociale område, erhvervslivet, transport, sundhed og uddannelse, siger Emil Blauert, og fortæller videre at Finland har fundet en større sammenhængskraft i at tilrettelægge opgaverne, så man i dag har mindst 8 % lokale fødevarer blandt levnedsmiddelindkøbene til de offentlige måltider, og 2 % af kommunernes budgetter går til netop de offentlige måltider i Finland.

Det er blandt andet organisationen Ekocentria med Hanna Husso som drivkraft. Der har samtidigt været interessante resultater i Københavns kommune på økologi med Københavns Madhus i front og med innovative kræfter som Betina Bergmann Madsen i Mad og Måltider, siger Emil Blauert som samler på gode eksempler, som andre kan lære noget af.

Med det samlede erfaringsgrundlag vil gruppen foreslå Nordisk Ministerråds Ny Nordisk Mad program at sætte offentlige fødevareindkøb på agendaen og udvikle et program, der kan arbejde videre med offentlige fødevareindkøb i hele Norden.

Nordisk konference på vej

Emil Blauert har i flere år været en af drivkræfterne i Ny Nordisk Mad og er nu ansvarlig for programmet Mad til Mange, som han ser som en paraply for alle der arbejder med offentlige måltider, som et redskab til at skabe velfærdsforandringer. Det nye projekt breder sig endnu mere og kan snart præsentere en overordnet strategi for offentlige måltider som velfærdsinstrument med fokus kvalitet, sundhed og effektivisering.

- Eksemplerne på bæredygtige og smarte offentlige nationale indkøbssystemer findes i Finland, i København og for eksempel i Klippans kommune i Sverige, som lyser op med sine initiativer, hvilket heldigvis er påskønnet i årets White Guide. Det er initiativer som dem at andre kan lære meget af. Jeg har allerede modtaget en række anbefalinger fra deltagerne på Malmømødet og forslag til workshops. Vi skal sammen overføre de bedste løsninger til de respektive lokalområder og dermed gavne hele Norden. Vi skal finde en måde at initiere national og lokal udvikling omkring lokale kvalitetsfødevareerhverv, sundhed og sammenhængskraft i et fælles nordisk initiativ, siger Emil Blauert, der også kan fortælle at mødet i Malmø følges op af en nordisk konference i Helsinki i efteråret 2014.

Laes mer:
Workshop ”Smart och hållbar upphandling inom offentliga kök i Norden”, 23-24 januari 2014, Malmö
Livsmedelsakademin, www.livsmedelsakademin.se 
Smaka på Skåne, www.smakapaskane.se 
Madkulturen, www.madkulturen.dk     

Foto: norden.org

Fototext: Der er stort potentiale i at finde en fælles model for de offentlige måltider i Norden.


<- tilbage til nyhedslisten